Wegovy behandling – vægttab
Wegovy – Semaglutide – anvendes i klinikken efter individuel vurdering.
Selvom medicinen er godkendt, er det ikke en garanti for, at vi kan udskrive den til alle patienter. Vi laver altid en individuel vurdering, for at afgøre om vi kan udskrive medicinen til den enkelte patient.
Der er ikke tilskud til Wegovy.
Grundlaget for lægemiddelstyrelsens beslutning om ikke, at give tilskud til medicinen er bl.a., den høje pris, at medicinen forventes at skulle tages livslangt, og at medicinen og det vægttab, der opnås, ikke synes at bedre den enkeltes sundhed. Det er livsstilsændringerne, der gør kroppen sund, ikke vægttabet.
De nuværende oplysninger, der haves om medicinen, tyder på at medicinen skal tages resten af livet. Når medicinen stoppes, tages vægten på igen.
For at øge effekten af behandlingen og muligheden for på sigt at ophøre behandlingen, skal den altid kombineres med relevante livsstilstiltag. Dette gøres i samarbejde med kommunernes sundhedscentre.
De nuværende anbefalinger er, at man skal forsøge relevante livsstilstiltag med sund kost og motion konsekvent i 3-6 mdr. uden at have opnået forventeligt vægttab. Først herefter kan man overveje Wegovy, sammen med de tiltag, der allerede er i gang.
Medicinsk behandling med Wegovy kan og bør ikke stå alene. Derfor udskrives wegovy ikke uden tilknytning til sundhedscenter eller tilsvarende.
Du er velkommen til at bestille en tid ved vores sygeplejersker mhp. henvisning til sundhedscenter og en snak om dine mål for vægttab.